Navn:
Alder:
Stilling:
By:

Poul Erik Skov Christensen
55
Forbundsformand for 3F
Frederikssund

 

Jeg har taget stilling. Jeg støtter et forbud mod sexkøb, fordi lovgivningen slet ikke har taget højde for, at sexmarkedet har udviklet sig til et rent Eldorado for bagmænd og banditter, der køber og sælger kvinder som sexslaver, og lader dem voldtage op til 30 gange dagligt. Men efter min mening er det også dobbeltmoralsk, at vi godt kan have en lov, der forbyder at slå børn, men en lov, der kan forbyde vold mod og misbrug af dybt ulykkelige kvinder, den vil man ikke røre ved.

Hvorfor er det vigtigt, at mænd tager stilling?
Fordi det ikke giver nogen mening at tale om ligestilling, samtidig med at vi lukker øjnene for sexhandel. Og fordi det nu engang er mænd, der er kunder. Jeg tror, at det påvirker dem stærkere, når det er andre mænd, der peger fingre af dem.

Hvorfor er det nødvendigt at forbyde køb af sex ved lov?
Fordi prostitutionsmarkedet har udviklet sig, således at billedet nu domineres af handlede kvinder. Menneskehandel er vel den værste forbrydelse af alle, og det må vi bekæmpe med alle midler. Et forbud vil begrænse den gode forretning, alle disse bagmænd driver.

Hvad er den vigtigste grund til et forbud?
Jeg skal være ærlig og indrømme, at for mig handler det også om følelser. Tænk på alle de drømme og forhåbninger, disse kvinder har til livet. De bliver godt og grundigt mast på lagnerne. Som samfund må vi tage afstand fra det og sende det stærkeste signal, vi kan. Og det er et forbud mod prostitution.


Tag selv aktiv stilling og bliv en af mændene her på siden.