Navn:
Alder:
Stilling:

By:

Manu Sareen
40
Politiker, børnebogsforfatter og integrationskonsulent
København.

Jeg har taget stilling. Jeg støtter et forbud mod sexkøb, fordi køb af sex grundlæggende er et overgreb og udnyttelse af medsøstre, mødre og døtre i en meget udsat position.

Hvorfor er det vigtigt, at mænd tager stilling?
Det er vigtigt, at både mænd og kvinder tager stilling til prostitution. Prostitution er fundamentalt set udnyttelse af mennesker! Det er også vigtigt, mænd tager stilling, da det stort set kun er mænd, der går til prostituerede. Derfor er én af de afgørende forudsætninger for at begrænse efterspørgslen efter prostituerede, at færre mænd opsøger prostituerede. Hvis vi kan få skabt en mandekultur, hvor det er umandigt at betale for sex, vil det for alvor kunne reducere antallet af mænd, der går til prostituerede.

Hvorfor er det nødvendigt at forbyde køb af sex ved lov?
Der er flere gode grunde. For det første ved vi fra Sverige, at et forbud virker, dvs., der bliver færre prostituerede, og handlen med kvinder bliver væsentligt reduceret. For det andet ved vi, at et forbud mod købesex, bakket op af en "kulturdebat" om købesex, er et velegnet middel til at reducere efterspørgslen efter prostituerede. For det tredje er det oplagt at forbyde grov udnyttelse af mennesker. Vi tillader heller ikke slaveri. Det er underligt, at i et liberalt samfund, hvor vi, som jeg, hylder det liberale ansvar og den enkeltes personlige ansvar, der har du ikke noget ansvar, hvis du som mand køber en 18-årig rumænsk pige, som ikke kan et ord engelsk eller dansk, og som måske græder lidt.
For det fjerde er prostitution noget af det mest uliberale, der findes. Prostitution er overgreb mod den enkelte kvindes personlige frihed.

Hvad er den vigtigste grund til et forbud?
At et forbud kort og godt virker, færre mænd køber sex, og færre kvinder bliver dermed udnyttet.


Tag selv aktiv stilling og bliv en af mændene her på siden.