Navn:
Alder:
Stilling:
By:

Kim Mortensen
44
Folketingsmedlem for Socialdemokraterne
Esbjerg

Jeg har taget stilling. Jeg støtter et forbud mod sexkøb, fordi prostitution har udviklet sig til moderne slaveri, og fordi vi med et forbud mod køb af seksuelle ydelser sender et vigtigt politisk signal til alle de mænd, der køber sex, om, at det er forkert at udnytte kvinder for at tilfredsstille deres egen sexlyst.

Hvorfor er det vigtigt, at mænd tager stilling?
Langt størstedelen af dem, der køber sex, er mænd. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at mænd tager stilling. For mig at se er det dog lige så vigtigt, at også kvinder tager stilling. Det er et ligestillingsspørgsmål, som både mænd og kvinder skal tage stilling til.

Hvorfor er det nødvendigt at forbyde køb af sex ved lov?
Af samme grund som det er nødvendigt at forbyde forældre at slå deres børn ved lov, at det er forbudt at køre for stærkt ved lov, at det er forbudt at slå sin partner ved lov, at det er forbudt at stjæle ved lov, og at det er forbudt at snyde i skat ved lov. Forbud ved lov sender altid et vigtig signal. Og i dette tilfælde et signal til dem, der køber sex om, at det ikke er i orden at udnytte andre mennesker for at tilfredsstille deres sexlyst.

Hvad er den vigtigste grund til et forbud?
Det er en oplagt måde at bekæmpe det globale problem, som vi har med kvindehandel. Jeg mener, vi skal bekæmpe alle former for handel med mennesker, og når tal fra FN viser, at Danmark sakker bagud, når det gælder kampen mod handel med kvinder - så er der brug for, at vi viser handlekraft.


Tag selv aktiv stilling og bliv en af mændene her på siden.