Du gør en forskel

Tag stilling mand-kampagnen har ændret debatten om prostitution. Siden kampagnens start i marts 2008 diskuterer ingen længere prostitution uden også at diskutere, om det skal være forbudt at købe sex.

At mænd aktivt siger fra over for prostitution og kvindehandel er afgørende for, at det kan lykkes at mindske omfanget af prostitution.

Hvis man vil bekæmpe den stigende prostitution og kvindehandel, er det ikke nok at stille sig tilfreds med at udbedre skaderne, efter at de er sket. 3 ud af 4 tager skade i prostitution. Og mere end halvdelen af de næsten 6.000 prostituerede i Danmark er i dag fra udlandet. Mange af de udenlandske kvinder udnyttes ikke bare af sexkøbere, men også af alfonser og menneskehandlere.
Derfor er det nødvendigt at begrænse sexkøberne ved at gøre det forbudt at købe sex.

Sexkøbslove virker

Sexkøbsloven virker, selv om mange forsøger at overbevise os om det modsatte. I Sverige har man Europas mindste sexindustri. Norge og Island har fulgt det svenske eksempel og gjort det forbudt at købe sex. Derfor er Danmark i dag Nordens bordel. For her kan man som sexkøber frit boltre sig i prostituerede, uden at det får nogen som helst konsekvenser for én.

Det kan sexkøberne også i Holland, Tyskland og andre steder, hvor man har legaliseret sexindustrien og gjort prostitution til et arbejde. Legaliseringens uhyggelige konsekvenser er til at få øje på. Holland er i dag det land i verden, der har mest handel med mennesker, tæt fulgt af Nigeria! I Tyskland har regeringen erkendt, at legaliseringen ikke har forbedret forholdene for de prostituerede. Samtidig er handelen med mennesker også steget. I Tyskland overvejer man nu at ændre lovgivningen.
Sexkøbere vil ændre adfærd, hvis de risikerer straf

Den seneste undersøgelse af sexkøbere viser, at legalisering af prostitution i et land skaber en større efterspørgsel og dermed flere sexkøbere. Samtidig siger to tredjedele af mændene i undersøgelsen, at de ville holde op med at købe sex, hvis det var strafbart. Det er den effekt, man ser i Sverige - hvorfor har de ellers Europas mindste sexindustri?

Den danske model

Dansk Kvindesamfund arbejder for et forbud mod at købe sex i kombination med sociale tiltag, der får prostituerede ud af prostitution og rådgivning til mænd, der ønsker at holde op med at købe sex - 'Den danske model'. Målet er at begrænse prostitution og handel med mennesker så meget som muligt. For at nå dette mål er det nødvendigt at turde begrænse retten til at købe sex.